lørdag den 21. december 2013

Planeten Metabolissimus 2. del.

På planeten Metabolissimus, er befolkningen dagligt udsat for grove angreb fra de frygtede væsener, kaldet Endokrimi-Listerne.

Juletid

På planeten Metabolissimus, nærmer Julen sig med hastige skridt! Instituttet for Halvstuderet Bedreviden, afholder som altid, årets mest overdådige Juletræsfest. Årets Julegave til Endokrimi-Listerne, er blandt andet udsøgte aktieposter i Kemikalius-Industrien, samt et 14 dages Golfophold for hele familien. Ja! Faktisk er Overproffesarius Dr. Altvidende så tilfreds med sine kumpaner at han har udloddet ét ekstra Julegratiale i år, som består af et 3 måneders ferieophold på Bahamas. Vinderen af det eftertragtede julegratiale er den Endokrimi-List, der har formået at afvise flest Thyreoid ønskende stofskiftepatienter. 
Dr. Konfliktsky, føler sig overbevist om at han er den rette vinder.

På Rolighedsvej nr. 18 er juleglæden stor! Patient Nukandetværenok sidder og fortæller sin familie det glædelige faktum at hun nu efter flere års kamp, er blevet tilkendt den naturlige og effektive stofskiftemedicin; Thyreoid. Hele familien er kommet fra nær og fjern, de skal tilbringe juleferien sammen i år på Rolighedsvej nr. 18. Alle glæder sig på Nukandetværenok´s vegne. 

Alle ved hvor meget hun har lidt, under de utallige bivirkninger fra sin stofskiftemedicin. Alle ved hvordan hun er proppet med symptomdæmpende medicin. Det er næsten for godt til at være sandt, tænk engang det er lykkedes hende at overbevise Dr. Konfliktsky på Instituttet for Halvstuderet Bedreviden om, at hun skal have lov til at prøve stofskiftemedicinen; Thyreoid. 

Dagen før dagen, lillejuleaftensdag, er der som altid meget lang kø på Apoteket Guldanden. Patient Nukandetværenok står i køen med sin elskede mand og holder krampagtigt fast på sit nr. 517. Køen i dag er så lang at det minder om en kø for hjemløse, der bliver budt på et varmt måltid mad, på en bidende kold decemberdag. Endelig, hun ser sit nr. 517 på den elektroniske skærm. Nukandetværenok er svært utålmodig og kan næsten ikke vente længere, med at få lov til at stå med sit første glas Thyreoid med 100 stk á 60 mg i hånden. Hun maser sig vej frem til skranken og lægger sit nr. på disken, sammen med den recept Dr. Konfliktsky har udskrevet. Farmaceuten forsvinder et øjeblik og vender tilbage med et glas Eltroxin. Efter en lang diskussion ved skranken, går det op for parret at Dr. Konfliktsky har ændret recepten. Ægteparret fra Rolighedsvej nr. 18 forlader Apoteket; Guldanden, vel og mærket uden et glas Thyreoid og Nukandetværenok´s betonben slæber hende modstræbende tilbage til bilen. Under fuldstændig tavshed kører de hjem til familien.

Hjemme på Rolighedsvej nr. 18 er stemningen høj. Nogle bager glutenfri klejner, nogle pynter det smukke juletræ, nogle pakker gaver ind, nogle spiller brætspil med de forventningsfulde børn, nogle forbereder julemiddagen. Da Nukandetværenok træder ind af døren, stopper alle med det de var i gang med og holder vejret! Nukandetværenok bryder fuldstændig sammen og alle tror først at det er af glæde men, da de bliver klar over hvordan det hele hænger sammen, bliver de enige om at holde et familieråd.

Der er lynchstemning på Rolighedsvej nr. 18. Bølgerne går højt i den lille villa og frustration og afmagtsfølelse fylder rummet til bristepunktet. Familien råber fortvivlet i munden på hinanden! Nukandetværenok sidder helt forstenet i sofaen og har fuldstændig opgivet ævred. Hvordan skal hun komme gennem julen, når hun næsten ikke kan hænge sammen. Bivirkningerne fra Top 4 medicinen har invalideret hende og fjernet hendes livsmod. Nukandetværenok´s bror, bryder den vulkanagtige stemning og siger højt! 

>Vi henter den Ignorant, så han selv kan se, hvordan han ødelægger stofskiftesyges familier.

Dr. Konfliktsky bor med sin familie i rigmandskvarteret i Diamantrup. Hjemme hos familien Dr. Konfliktsky er julestemningen på sit højeste. Juletræet der er over 2 meter højt er udsøgt dekoreret og selv om de kun tæller 5 personer, der skal sidde omkring julebordet, så ligger der omkring 300 dyrebare, julegaver under træet. 

Dr. Konfliktsky sidder i sit komfortable hjemmekontor og nyder sig selv og en god pibe tobak. Han sidder tilbagelænet i sin fede Chester Field lænestol med halvlukkede øjne. Han forstyrres af en vedholdende ringetone. Hans kone åbner hoveddøren og ind vælter 3 vrede mænd. 

>Hvor er Dr. Konfliktsky! Udbryder patientens bror brysk! 

>Han er på sit kontor! Fremstammer konen. Dr. Konfliktsky undrer sig over den vrede og højrøstede stemning nedenunder og forlader modvilligt sit kontor, for at se hvad der sker. De 3 mænd får øje på Dr. Konfliktsky, der er på vej ned af trapperne fra førstesalen 

>Hvad sker der! Spørger Dr. Konfliktsky vredt. 

>Vi er kommet for at hente dig! Svarer de 3 mænd med én stemme. 

>Hente mig! Han oplever angst og frustration for første gang i sit liv og det var vel nok en skidt følelse.

>I må da være vanvittige, hvad er det for en opførsel, mon ikke i hellere skulle opsøge en Psykolarius.

>Ja! Det er lige nøjagtig det vi vil spørge dig om. Hvad er det for en opførsel at lade stofskiftesyge mennesker i stikken og så endda i Juledagene! 

Efter lang tids højrystet stemning, lykkes det de 3 brødre at få Dr. Konfliktsky til mere eller mindre frivilligt at sætte sig ud i deres bil.

Hjemme på Rolighedsvej nr. 18 er der ikke længere nogen julestemning at spore. Nukandetværenok har lagt sig på sofaen og alle familiemedlemmerne går triste rundt og har sorg i sindet. Det er helt uforståligt og går over deres forstand at man med vilje, kan lade så syge mennesker i stikken. 

Pludselig går døren op, de 3 vrede mænd, samt en slukøret Dr. Konfliktsky træder ind i entreen. Fyldt af harme, overfalder de andre familiemedlemmer Dr. Konfliktsky verbalt. Pinlige spørgsmål regner ned over ham. Han sætter sig tungt ned på en stol i stuen og føler sig nedgjort og ydmyget, næsten på samme måde, som en stofskiftesyg oplever det, når de konsulterer én urimelig Endokrimi-List. 

Det går langsomt op for Dr. Konfliktsky at han måske, har begået en mindre forbrydelse, da han oplever hvordan hans valg, om ikke at lade sine stofskiftepatienter, få den målrettede medicin de har brug for, kan påvirke en hel familie. Dr. Konfliktsky kigger rundt i stuen og for første gang i sit liv føler hans sig flov over sine ugerninger. Han stikker hånden ned i sin lomme og fisker sin receptblok frem og skriver Thyreoid 400 stk á 60 mg. Han river sedlen af blokken og rejser sig brødbetynget og går hen til sofaen hvor Nukandetværenok ligger udstrakt og helt hvid i hovedet. Dr. Konfliktsky fremstammer et næsten uhørligt, 

>Undskyld!

På vej hjem i taxaen til Diamantrup, sidder Dr. Konfliktsky med en rar følelse i kroppen. Han bliver helt overrasket over, hvor godt det føles at komme en stofskiftesyg til undsætning. Men den behagelige følelse afløses af frygt, da han kommer i tanke om Dr. Altvidende. Dr. Altvidende vil på ingen måde, bifalde den gode gerning som han lige har gjort.

Èn af familiemedlemmerne kører til Apoteket Guldanden, som har døgnåbent og henter den livgivende medicin til Nukandetværenok og det kan nok være at julestemningen, vender tilbage til Rolighedsvej nr. 18.


Fortsættes...





Copyright Pia Petersen Larsen
P.S. Min mand eller jeg fabrikerer selv de billeder og fotos der ligger på bloggen.